|
VEDTÆGTER for Hasle Rotary Klub
|
||
|
Klubbens navn er Hasle Rotary Klub, R.I. Club No. 6162. Distrikt 1470. Organisationsdato: 20. oktober 1941. Charterdato: 28. maj 1943. Området er Bornholms Regionskommune
|
||
|
§1 – Klubbens bestyrelse: Klubben ledes af en bestyrelse, bestående af 8 medlemmer, der vælges efter reglerne i §2: Præsident, præsident elect, sekretær, kasserer, klubmester, counsellor, CICO (IT ansvarlig) samt af den sidst afgåede præsident, der tillige er vicepræsident. Bestyrelsen fungerer i et år. (Fra 01. juli til 30. juni). §2 – Valg: Ved et ordinært medlemsmøde skal præsidenten indkalde til årsmøde senest én måned før mødets afholdelse. På årsmødet fremsætter præsident elect sit forslag til bestyrelse og revisor for det kommende år. Ethvert medlem kan før eller på mødet fremsætte forslag til medlem af bestyrelsen. Skal der foretages afstemning, foregår denne skriftligt. Præsidenten fastlægger afstemningsproceduren. Indtræffer der vakance, er bestyrelsen selvsupplerende. §3 – Bestyrelsesmedlemmernes pligter: Bestyrelsen fastlægger selv arbejdsfordelingen mellem bestyrelsens medlemmer. Arbejdsfordelingen meddeles skriftligt til klubbens medlemmer i forbindelse med bestyrelsens tiltræden. Detaljerede funktionsbeskrivelser fremgår af De Danske Rotarydistrikters medlemsbogs gule sider samt på www.rotary.dk til hvilke der i øvrigt henvises. §4 – Møder: Klubbens ugentlige møder afholdes tirsdage klokken 18.00, med mindre bestyrelsen for et enkelt møde ad gangen måtte bestemme andet. Årsmødet afholdes hvert år i december, og på dette møde skal valg til bestyrelse og revisor finde sted. Årsmødet og klubbens almindelige møder er beslutningsdygtige, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Med hensyn til vedtægtsændringer se dog §10. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov når præsidenten har sager til behandling eller når 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det med angivelse af punkter til dagsorden. Præsidenten fastsætter tid og sted. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsen er til stede, deriblandt præsident eller vicepræsident. §5 – Kontingent: Kontingent fastsættes på et medlemsmøde, indkaldt efter reglerne i §10. Det til enhver tid fastsatte årskontingent betales med en fjerdedel pr. kvartal.
|
§6 – Stemmeafgivning: Hvor ikke andet er foreskrevet i denne vedtægt, sker afstemning ved håndsoprækning, med mindre præsidenten bestemmer eller et medlem ønsker, at afstemningen skal ske skriftligt. §7 – Udvalgene: Præsidenten udnævner for sin funktionstid det antal udvalg præsidenten og bestyrelsen finder nødvendige eller som det er bestemt af andre regler. Bestyrelsen fastlægger samtidig udvalgenes arbejdsområder og kompetencer. §8 – Regnskabet: Kassereren aflægger hvert år inden udgangen af august et regnskab, der skal omfatte driftsregnskab samt status. Regnskaberne revideres af en på årsmødet valgt revisor. Klubbens regnskabsår løber fra 01. juli til 30. juni. §9 – Optagelse af medlemmer: Ethvert medlem kan – overfor bestyrelsen eller det udvalg der af bestyrelsen har fået tillagt den opgave at arbejde med nye medlemmer og klassifikation – stille forslag til nyt medlem. Bestyrelsen og udvalget, drager omsorg for, at RI`s Grundlovs artikel 5 overholdes, samt at alle medlemmer orienteres om forslaget til et medlemskab. Eventuelle indsigelser fra klubbens medlemmer mod optagelse af den foreslåede, skal meddeles præsidenten inden 10 dage efter det foreslåede navn er blevet meddelt. Indsigelser skal være skriftligt motiveret. Bestyrelsen afgør endeligt, om et nyt medlem kan optages. Før et forslag er endelig godkendt, må ingen af klubbens medlemmer overfor nogen som helst, heller ikke den foreslåede omtale, at der har været forslag herom. §10 – Vedtægtsændringer: Klubbens vedtægter kan ændres på ethvert ordinært møde, når meddelelse om foreslåede ændringer skriftligt er tilsendt hvert medlem mindst én måned før det pågældende møde. For vedtagelse kræves, at det pågældende møde er beslutningsdygtigt i henhold til §4 og at 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for ændringerne. Klubbens vedtægter skal til enhver tid, være i overensstemmelse med ”Grundlov for Rotaryklubber”. §11 – Klubbens ophør: I tilfælde af klubbens ophævelse, der skal ske efter reglerne for vedtægtsændringer, disponerer bestyrelsen over klubbens midler til almennyttige formål. Eventuelt kan klubbens midler overføres til en anden Rotaryklub.
|
|
|
Således enstemmigt vedtaget, Rønne d. 20.03.2007 Mogens Dam – Præsident 2006 - 07 |
||